Søvnløshed KAN være en god ting.
Det var det i hvert fald forleden nat, hvor jeg lå og vente og drejede mig og slet ikke kunne finde ro.

Jeg greb ud efter min telefon og gik ind på DBA for at kigge, om der var dukket noget spændende op (man skal jo aldrig gå ned på møbler, der trænger til et facelift, vel?). Og WOW – Der var et kæmpestort udstillingsskab, der var som skabt til at holde styr på de mange mystiske ting, jeg bruger her i VækstButikkens værksted.

2,5 meter langt. Fire flotte vitrinelåger + åbne hylder i topsektionen. Skuffer og skabe i undersektionen. Flotte, høje ben med udskæringer.
Jovist, der var lidt ridser og hakker og afskallet finér. Det var heller ikke et gammelt møbel – men det havde i dén grad lækkerheds-potentiale!

Det var en herrefrisørbutik på Frederiksberg, der skulle have skiftet interiøret ud og nu var skabet allerede sat udenfor i oktobervejret.

Her er billedet fra annoncen.

Og ved du hvad det allerbedste var?
Skabet kunne afhentes gratis 😀

Jeg skrev naturligvis straks på annoncen og fik svar tidligt næste morgen, at jeg var nummer to i køen.
Sælgeren gav nummer 1 i køen til klokken 9.30 til at give besked, om de kunne hente skabet.
Jeg sad som på nåle, indtil jeg fik beskeden om, at jeg nu var den heldige ejer – og at det meget gerne måtte blive afhentet med det samme.

Heldigvis havde jeg en bekendt, der arbejdede et par blokke fra frisørsalonen, og han lovede at hente skabet sammen med en kammerat og køre det til Sydsjælland i løbet af aftenen *Lykke*

Næste dag gik jeg skabet efter i sømmene.
Benene var løse, men fik en klat lim og et par skruer skrue, og så stod underdelen helt stabilt.
Der manglede bagbeklædning i hele oversektionen, men det var jo til at løse med en tynd MDF eller krydsfinerplade.
Og så var der en hel del ridser, afrevet finer, malerklatter og snask (hårlak eller lignende) så jeg brugte et nogle timer på at rengøre, spartle, slibe, lime, afmontere greb og alle de andre små ting, man med fordel kan gøre før malerarbejdet går i gang.

Tanker før makeover

Skabet skulle stå i mit eget showroom, så jeg ville gerne lave noget, der var lidt ud over det sædvanelige – men samtidigt også appelerede til gæster i værkstedet, så de kunne blive inspireret til selv at gå i gang med at give deres møbler en ansigtsløftning. Altså ikke noget, der var alt for outreret. Eller kedeligt. Svær balancegang…

Jeg ville gerne have skabet mørkt, for lokalet er meget lyst og – tja – værkstedsagtigt med gråt betongulv, troltex i loftet og masser af neonrør.
Omvendt ville jeg heller ikke have, at møblet kom til at fremstå som en stor mørk klat, så derfor skulle vitrineskabene være lyse indvendigt.

Måske skulle der sættes lys i vitrineskabet, men det kunne jeg altid gøre når jeg havde set, hvordan skabet tog sig ud.

Jeg var helt vildt meget i tvivl om den farve, som skabet skulle have udvendigt, og jeg brugte en masse tid på at surfe rundt på Pinterest og kigge på smukke, kalkmalede dækketøjsskabe og store amerikanske porcelænsskabe.