Den Blå Avis er en af mine yndlings-overspringshandlinger og jeg har fundet SÅ mange fine, gamle møbler for en slik – ja, endda helt gratis, hvis heldet har været med mig.

Det her lille linnedskab havde jeg kigget på i laaang tid! Flere uger, faktisk.
Jeg var helt forelsket i møblets smukke proportioner og ikke mindst udsmykningen med det tykke, facetslebne glas.

Det er sådan et fint og anvendeligt møbel.

Desværre var skabet lidt for stort til at det kunne være i min Berlingos bagagerum og jeg fik næsten koldsved ved tanken om at skulle køre og parkere min store trailer inde i byen.

På et tidspunkt MÅTTE jeg overgive mig for det skab var bare smukt med smukt på.
Da jeg snakkede med sælger fortalte han, at skabet var tre-delt, så både toppen og benene kunne afmonteres.
YAY! Så kunne skabet sagtens være bag i min bil og jeg drog glad afsted. Uden trailer 🙂

Skabet var i rimelig god stand.
Der var lidt afskallet finér på siderne og familiens hund havde gnavet i de to bagerste ben, men det kunne sagtens klares med en gang træfiller.

Det mest tricky ved at male skabet var, at der var overhængende risiko for farvegennemslag. Det er der tit på de her gamle, mørke møbler.

Nogen gange er det træsorten og nogen gange er det den vedligeholdelse, møblet har fået, der giver de ucharmerende rosa-gule
Det er naturligvis især et problem, hvis møblet skal være kridhvidt – og det var præcis, hvad jeg havde i tankerne for dette skab.

Så derfor var der ingen vej uden om en grundig afrensning med grundrens.
Skabet var ikke voldsomt beskidt, men der sad alligevel en del fedtet stads i kanter og hjørner.

Dernæst skulle finérskaderne udbedres og hundens bidemærker skulle kamufleres.
Det var hurtigt klaret med en gang spartelmasse og en lille japanspartel.
Efter at spartlen havde tørret natten over blev det slebet til. Det var desværre ikke nok, så jeg blev nødt til at spartle en ekstra gang.

Mens det tørrede gik jeg i gang med at male skabet indvendigt.

Hvidt ville være lidt kedeligt, så i stedet faldt valget på den lysegrønne nuance ‘Dustry Green’ fra Vintage Paint.
Det er sådan en fin, sart farve, der passer i de fleste af boligens rum.